Mærskgården Beboerforening
Plug-and-play-varmepumpe til fælles varmeforsyning

Varmepumpen er indkapslet med støjskærme.

Mærskgården Beboerforening har udskiftet deres gasfyr med en varmepumpe.

Casen

Mærskgården er en beboerforening med 82 seniorboliger på Tåsinge. Som mange mindre boligbebyggelser anvendte foreningen tidligere gasfyr til opvarmning, men i dag er varmeforsyningen fuldt elektrificeret, og Fenagy har
leveret en robust plug-and-play-varmepumpe.

Kernen i det nye anlæg er en H-300 luft-til-vand-varmepumpe med CO₂ som kølemiddel. Med en kapacitet på 300 kW leverer den varme til de 82 boliger i samspil med en 350 kW elkedel og en akkumuleringstank på 4,5 m³, hvilket muliggør 100 % fossilfri opvarmning. Varmepumpen kan understøtte system- balancering og prisoptimeret drift, men da dette ikke indgik i business casen, blev der installeret en mindre buffertank for at sikre en stabil og driftssikker løsning i stedet for en fuld adskillelse mellem produktion og forbrug.

Varmepumpen er installeret udendørs på et betonfundament og indkapslet med støjskærme for at minimere lydpåvirkningen. Selvom enheden i sig selv har et lavt støjniveau, blev der etableret ekstra lydisolering på grund af placeringen tæt på et boligområde med særligt skrappe støjkrav.

Installationen er enkel: En elektriker tilslutter kablerne, en VVS-installatør forbinder rørsystemet - og kort tid efter levering er anlægget klar til drift.

År: 2025

Model: H-300 CC, luft-til-vand

Kapacitet: 0,3 MW · 40°C/70°C
retur/fremløb (5°C/85% luftfugtighed)

Kølemiddel: CO₂ (R744)
- naturligt, ikke-giftigt, ikke-brændbart

Afrimning: Kold gas

CC-varmepumpe og V-shape fordamper (energioptager) installeret i en støjdæmpende indkapsling.

Levering på site. CC-varmepumpen bliver her installeret på et betonfundament.

Varmepumpen

Installationen på Mærskgården omfatter Fenagys H-300 CC-varmepumpe i et nyt, strømlinet design. Systemet leveres som en kompakt plug-and-play-enhed monteret på én samlet stålramme. Varmepumpemodulet er placeret i et maskinhus med integreret styring, belysning, ventilation og lydisolering, mens energioptagerne er monteret ved siden af, direkte på rammen.

H-300 anvender CO₂ som naturligt kølemiddel og kan producere varmt vand op til 85 °C. Den er udstyret med et robust koldgasafrimningssystem, som er videreudviklet og optimeret til V-shape konfiguration gennem tre vintersæsoner på fire tilsvarende anlæg. Erfaringerne er indarbejdet i et opgraderet PLC-program og implementeret i den nye H-300 CC-enhed, hvilket sikrer stabil og driftssikker ydeevne – selv under krævende vinterforhold.

Det tætkoblede design fås også som chiller og som kombineret varme- og køleløsning, typisk til industrielle applikationer og fælles- og fjernvarme. Løsningen er praktisk og skalerbar, og den understøtter en økonomisk og
bæredygtig energiforsyning.

Hos Mærskgaarden bidrager anlægget aktivt til den grønne omstilling og sikrer stabile indendørstemperaturer året rundt – i en kompakt, pladsbesparende og støjsvag installation.

CC-varmepumper og chillere leveres som komplette plug-and-play-løsninger samlet på én stålramme.
I den ene ende er varmepumpen eller chilleren indbygget i et maskinhus, og i den anden ende er energioptager eller gaskøler integreret. Løsningen fås i kapaciteter fra 300 til 600 kW og kan levere fremløbstemperaturer op til 85 °C.